Bag smykkevirksomheden Rart Art, er kunstneren Rikke Christensen på 22 år.
Rikke er oprindeligt fra Odense, men bor og studerer nu i Kolding, på Designskolen Kolding på “Accessory Design”-linjen, hvor hun bl.a. lærer en masse om design af smykker.
Men kærligheden til det kreative og kreationen af smykker, har hun haft lige siden hun var lille. I folkeskolen lavede Rikke perlesyede armbånd, som hun solgte til familie og veninder og senere under udveksling til USA, tog smykkekunsten for alvor fat. “Der lavede jeg ofte smykker med min værtsmors mange smykke-ting og perler”(-Rikke Christensen), hvilket til sidst endte ud i mange ture til krea-forretninger, hvor der kunne fås smykke-redskaber og perler i alle farver.
Efter hjemrejsen var interessen ikke blevet mindre; “Da Corona startede, nåede jeg at lave så mange smykker, så jeg ikke længere selv kunne gå med dem alle sammen”(-Rikke Christensen). Dette blev starten på Rart Art, for i 2020 oprettede Rikke en Instagram profil, der hurtigt gav salg i smykkerne.
Lige siden har Rikke lavet smykker og disse har ligeledes udviklet sig en del. I dag er fokusset på god kvalitet og materialer stort, både i forhold til brugen af ædelmetaller, halvædelsten og ferskvandsperler og i forhold til vægten der ligges på høj finish og detaljegrad.
Som kunstner bliver Rikke i høj grad inspireret af, de farverige perler som Rart Art-smykkerne kendetegnes ved. “Der er intet bedre end at tage perlerne og materialerne frem, så jeg kan sidde og lege med nye designs og kombinationsmuligheder”(-Rikke Christensen), hvilket også er grunden til, at Rart Art ikke har et fast sortiment. I stedet for bibeholder Rikke det legende og eksperimenterende, i de unika sammensætninger og farvekombinationer.
Dette er også Rikkes ønske med hendes smykkeværker; smykkerne skal hjælpe folk med, at udtrykke hvem de er og skille sig ud, samt skabe en emotionel tilknytning til deres smykker, så de bruger dem i længere tid og passer godt på dem.